Watsons Bay

Ikke så meget snak denne gang - mest billeder fra en lille eftermiddags-udflugt jeg drog på i sidste uge til Watsons Bay med Ivette, Erika og Reinhard.
Watsons Bay ligger på det sydlige hoved til indgangen til Sydney Harbour (havn). Mod øst ligger det Tasmanske Hav, mod vest er der udsigt ind over byen. Området er nok mest af alt kendt for sine Fish'n'Chips, som efter sigende skulle være byens bedste - og helt ringe var de da heller ikke!

Her er et par billeder fra turen:

Man tager færgen (ca. 30 min) gennem Sydney Harbour til Watsons Bay
- i baggrunden ses et af Sydneys helt store varetegn
'Sydney Harbour Bridge'

Den 'verdensberømte' seafood restaurant Doyles,
som serverer fantastiske Fish'n'Chips


Udsigten til Sydney

Det Tasmanske Hav


Reinhard, Erika og Ivette


Stranden ved Watsons Bay


Hvis man er til den slags...


Ivette, Erika og Reinhard


Det gamle fyrtårn - med mig foran...

Been there, done that, got the T shirt - with blood on it

Det er hændt et par gange, at jeg bag disken på Børsen i Løkken har måtte ringe 112 på grund af fulde mennesker i gaderne, som havde fået lige den anelse for meget og havde brug for hjælp til at få alkoholen pumpet ud på den nærmeste skadestue. Men at jeg skulle ringe til den australske alarmcentral og redde en fyr fra at forbløde fra sit hoved en lørdag nat i Sydney, var ikke ventet…

Lørdag aften havde jeg været ude med min mexicanske veninde Ivette. På vej hjem omkring 3.30 krydsede jeg over et område a la Nyhavn kaldet Darling Harbour, som ligger et stenkast fra mit hjem. Mellem mit hjem og havnen løber en stor vejbane, som er hævet over gadeplanen. Ved siden af vejen går en gangbro for fodgængere, som jeg gik ad den aften for at komme hjem.

Går og snakker med Mads i telefonen, da jeg et stykke fremme på gangbroen får  øje på en ung fyr, der ligger på siden. Det ser ud som om, han sover, og min første tanke er egentlig at gå udenom, da han sikkert bare er fuld og ligger og sover rusen ud. Men da jeg kommer tættere på ham, kan jeg høre, at han ligger og klynker. Mads beder mig om at passe på, og jeg lover at ringe tilbage om to minutter, når jeg lige har sikret mig, at han er i live. I det jeg bukker mig ned og spørger, om han er okay, opdager jeg, at hans hånd er smurt ind i blod. Han er svær at komme i kontakt med. Han er tydeligvis fuld og virker til at være i chok. Da jeg får hans ansigt løftet op for at komme i kontakt med ham, ser jeg en blodpøl under hans hoved og en lang flænge i hans baghoved. Griber mobilen og trykker 000, som er nummeret til alarmcentralen i Australien.

En venlig dame tager telefonen. Jeg forsøger at forklare, hvor jeg befinder mig – tæt på Harris Street på gangbroen, der løber fra Darling Harbour. Men kvinden i den anden ende af røret insisterer på, at jeg skal opgive en eksakt adresse, ellers kan hun ikke sende en ambulance af sted. Begynder at panikke og fortæller hende, at jeg ikke er sikker på, at jeg kan bære ham så langt. Men der er ingen vej uden om. Jeg opgiver min egen adresse – 39 Ada Place – som ligger cirka 400 meters gang fra, hvor drengen ligger.

Får ham samlet op, stablet ham på benene og smidt hans arm over min skulder. Mens han klynker og virker til at falde ind og ud af bevidsthed, forsøger jeg at holde ham vågen ved at spørge ind til hans navn, alder osv. Fortæller at jeg hedder Pernille, er udvekslingsstudent fra Danmark, samtidig med, at jeg forsøger at holde ham vågen ved at fortælle, at vi er der lige om lidt. Det eneste han får mumlet tilbage er hans navn – Steward – og hans alder – 21.

Få meter fra min hoveddør kollapser han midt på gaden. Og heldigvis ankommer ambulancen i det samme. To ambulanceførere får ham vækket op igen, og mens den ene spørger ham ud om, hvad der er sket, begynder den anden at rense såret i han baghoved.  Det er ikke meget mening, der kommer ud af ham. Men til sidst får han mumlet noget med en taxa, der smed ham af på vejbanen ovenover, fordi han var fuld, og at han faldt ned på gangstien. Et fald på 2-3 meter vil jeg tro.

Da de kører ham af sted til hospitalet, sidder jeg tilbage udenfor min hoveddør med hans blod smurt ud over mine hænder og på tøjet. Og da jeg heller ikke selv er helt appelsinfri, kommer reaktionen ret hårdt. Grædende får jeg ringet til min veninde Ivette, som også er på vej hjem og ender med at skræmme hende halvt til døde, da det eneste, hun kan høre, er mig, der græder i den anden ende af røret og fremstammer ord som ’guy in the street’ og ’blood’.

Det er også en forskrækket Mads, der får sin grædende kæreste i røret en halv time efter – en del længere end de lovet to minutter.

Men en god gerning blev gjort. Blodet blev vasket af, og forskrækkelsen tog sig. Og så er det utrolig rart at vide, at man er i stand til at holde hovedet koldt, når det gælder og så først panikke bagefter.

Jeg har ikke hørt mere til drengen. Han havde en taske på sig med et kørekort, så jeg går ud fra, at de var i stand til at lokalisere og kontakte hans forældre.

Once upon a time at surf camp...

Der har været meget stille på bloggen på det sidste, og det er jeg rigtig ærgerlig over. Men det er også et tegn på, at der er travlt – både med skolen og med vennerne.

Senest stod den på surf camp i et helt fantastisk smukt naturområde kaldet Seal Rocks 3-4 timers kørsel nord for Sydney.

Mig, der aldrig har haft ’fornøjelsen’ af at deltage i ’Ung Rejs’, fik opfyldt alle mine fordomme om fordrukne og liderlige tour guider med et ordforråd, der ikke strækker sig meget længere end til ’øl’, ’fisse’ og ’fest’.

Vi var omkring 15 gode venner fra skolen (alle udvekslingsstuderende), der havde meldt os på et weekend kursus til små 1.000 kroner, som inkluderede transport, overnatning, mad, undervisning og udstyr.

Fredag aften blev vi hentet, sammen med 45 andre (yderst) unge mennesker inde i byen, og kørt fire timer nordpå. Mens kolde bajere blev delt rundt i bussen (og blærer fyldt alt for hurtigt, inden vi kunne holde en tissepause på en rasteplads), fik vi ’fornøjelsen’ af en højlydt, brovten og opstemt mandlig guide, der – til larmen af hård rockmusik – legede standup komiker med bussens mikrofon på max styrke.

Omkring midnat ankom vi til surf campen, som lå ude midt i naturparken – langt væk fra al civilisation. Her blev vi indlogeret i små huse med køjesenge.

Næste morgen (tidligt) blev vi delt op i tre hold af 20, og heldigvis var de med på, at vi 15, der var kommet sammen, skulle undervises sammen. Derefter blev der uddelt våddragter, og så blev vi i små busser kørt ud til tre forskellige strande – hver bus udstyret med tre surf instruktører.

Og selvfølgelig var vores hold blevet udstyret med den ultimative surfer dude: Dylan, blond langt hår, der havde set for lidt ferskvand, super solbrændt og mere hjerte end hjerne. Men han var til gengæld også super rar og en virkelig habil surfer, der var dygtig til at lære fra sig, hvilket resulterede i, at vi alle var oppe at stå på vores surfbræt i løbet af den første eftermiddag!

Troede egentlig ikke det ville være noget for mig, men jeg har aldrig haft det så sjovt, som jeg havde det i bølgerne den weekend. Det giver et super kick, når man endelig finder balancen og kommer op at stå på en bølge, og når man så gør det på de mest fantastiske strande med 15 af sine nærmeste venner, så bliver det ikke meget bedre.

Her et par billeder:

 Seal Rocks

I bussen på vej til stranden

Mig og mit bræt :)

Hytten vi boede i

Lørdag aften stod den på grill, druk, druk og hor i ægte ’ung rejs’ stil. Det var næsten som at være tilbage i Løkken igen J

Søndag morgen – få timer efter vi var gået i seng – blev vi vækket af Dylan, som kaldte til morgenmad og endnu en dag i bølgerne. Og hans påstand om, at surfing er den bedste kur mod tømmermænd, er ikke helt ved siden af!

Udmattede, glade, solbrune og fulde af sand blev vi kørt tilbage til Sydney søndag aften. Og det bliver bestemt ikke sidste gang, jeg skal ud i bølgerne! For det er slet ikke så svært – når man først får det lært J

Tak, Chris Martin!!

Nu kan jeg do lykkeligt!! (tasteturet her har ingen danske bogstaver - derfor o)
Jeg har snart gennemfort min drommeuddannelse, jeg har set Australien, jeg har modt mit livs kaerlighed - og jeg har set Coldplay live!!!

Koncerten i gaar var intet mindre end sublim! Det var alt, hvad jeg havde forventet - og meget mere! Jeg sad paa kanten af mit saede (og rejste mig de gange, hvor det blev for intenst) og skraalede med, mens jeg under sange som 'Clocks' og 'The Scientist' maatte kaempe med taarene! Svaever stadig rundt paa en lille lyserod sky i dag og glader mig helt vildt til at skulle se dem igen i Herning i august sammen med Mads!

(OBS - Billeder og video f'olger her og paa facebook i starten af naeste uge)

Til de, der ikke har holdt sig orienteret, befinder jeg mig i Melbourne, hvor Coldplay spillede koncert i gaar. Besoger i disse dage min gode ven Anders Ankerstjerne fra min gamle klasse paa djh, som er i Melbourne for at laese et semester.
Melbourne er i ovrigt en skon by (dankortet gloder og tasken er fyldt med nyt toj og sko!!) , og Anders har vaeret en super tour guide. Men som vi landede i gaar, fald temperaturen fra de normalt 40 grader paa denne aarstid til 20 grader. Samtidig har regnen skyllet ned over os og vinden er taget til, hvilket faar luften til at foles enormt kold. Saa vi gaar rundt i varmt toj - og fryser! Det er rigtig aergerligt, for det tager lige toppen af det sjove, naar man ikke kan gaa paa stranden hernede og nyde byen og de mange cafer uden at faa kuldegysninger. Er tilmed begyndt at faa ondt i halsen og sutter strebsils med timers mellemrum :(

I morgen forlader vi byen og forhaabentligt det daarlige vejr. Anders har lejet en lille bil til os, som vi kan hente i morgen formidddag, og saa gaar turen ud langs sydkysten paa det, der hedder 'Great Ocean Road'. Vi korer indtil sondag, hvor vi vender rundt og droner tilbage langs motorvejen, saa vi rammer Melbourne igen sondag aften. Mandag eftermiddag flyver vi saa tilbage til - forhaabentlig - varme Sydney!