Det er vel charmen ved at flyve med et lavpris selskab... Lige som vores afgang fra Sydney til Brisbane blev aflyst og rykket til en alt for tidlig morgenafgang, tikkede der en sms ind i gaar fra JetStar, der lige ville informere om, at vores afgang fra Cairns tilbage til Sydney var blevet aflyst. Vi forst skal flyve kl 14.10 (3,5 timer senere) med Quantas Airways. Saa nu sidder vi paa en internet cafe i Cairns og prover at faa tiden til at gaa...

Cairns ramte vi sondag den 5. juli efter en 10 timers koretur fra Airlie Beach. Cairns er en stor turistby og omdregningspunktet for dykkere (Great Barrier Reef) og unge med hang til at feste. Paa vejen herop besluttede vi os for, at vi havde faaet nok af smaa hostels med delevaerelse og dele-bad. Og med 5 hele dage i Cairns traengte vi til vores eget. Til vores held var der netop aabnet et splinternyt hotel, som var ellevilde for at faa vaerelserne (som faktisk var smaa lejligheder med eget kokken) lejet ud til fornuftig pris. Og saa kunne vi pludselig ogsaa spare lidt penge ved at fylde koleskabet op i stedet for at spise ude hele tiden. Mads, der skyldte paa kontoen, stod for betalingen for vores fem naetter i Cairns. Pengene hentede han paa byens casino, hvor han vandt 550 dollars i Black Jack :)

Inden vi ramte Cairns, tilbragte vi tre dage paa en kaempe sejlbaad, som tog os rundt til de 74 oer, der udgor Whitsunday Islands. Oerne er omgivet af koralrev, og for mit vedkommende var det nogle af turens helt store hojdepunkter at dykke rundt sammen med stimer af farvestraalende fisk (fandt desvaerre ikke Nemo) og skildpadder (kun Jeppe og Mads fik fornojelsen af at se dem under vand).. Turen bod ogsaa paa et smut forbi en af verdens smukkeste stranden Whitehaven Beach. (Billeder bliver snart lagt ind).

Nu gaar turen tilbage til Sydney, hvor vi har faaet en af mine venners kollegievaerelse at bo paa. Mads rejser hjem sondag den 12. og jeg rejser tirsdag den 14. juli. Saa det giver mig fire dage til at faa kobt de sidste souvenirs, pakket og ikke mindst faa sagt farvel til de sidste...

Her har vi ogsaa sommer og 30 grader!

Saa er der langt om laenge blevet tid til en lille opdatering!

Fraser Island, som er et must at se, naar man rejser langs kysten i Queensland, besogte vi fra den 25. til den 27. juli. Oen, der er 120 km lang og 30 km bred er verdens storste sand-o, og samme element bestaar alle vejene paa oen af, saa de tre dage vi opholdt os derovre, korte vi rundt i firhjulstraekker! Turen bookede vi gennem Koala Adventures, som er forende i den slags pakkerejser til unge backpackere, saa de tre dage og to naetter paa Fraser Island blev tilbragt sammen med tre unge engelske fyre, tre tyskere (hvoraf den ene var mekaniker og havde fuldstaendig konrol over vores slidte Jeep) en tjekke og en canadier, som kun kendte to ord: Fucking og Waisted!
Fantastisk hyggeligt :)
Dagene gik med at kore rundt paa oen og se den flotte natur samt de mange ferskvandssoer, som oen er meget kendt for. Vandet var klart som postevand og vejret fantastisk, saa bikinien blev endelig luftet! De to aftener slog vi lejr med telte, baal og gasblus, hvor alverdens kulinariske retter a la spagetti med tomatsauce og spejleaeg blev kreeret. Lordag sejlede vi tilbage til fastlandet daekket i sand og baal-stank, og selvom vi var traette, besluttede Mads og jeg os for at kore lidt videre og overnattede paa et motel i Bundaberg et par timer nord for oen, hvor vi fik os et tiltraengt bad, Domino's pizza og 10 tv-kanaler.

Her vaagnede jeg ogsaa op paa min fodselsdag dagen efter til morgensang og gaver paa sengen ;) Vejret var - selvfolgelig - fantatisik! Sol og skyfri himmel. Morgenmaden var lige i min aand og blev indtaget paa en lille cafe, som laa i forbindelse med en jordbaer farm. Saa der blev indtaget et fantastisk morgenmaaltid bestaaende af jordbaer smoothie, aeg, bacon og pandekager - med jordbaer!
Efter morgenmaden korte vi nordpaa mod - hvad der viste sig at vaere verdens kedeligste by - Rockhampton. Heldigvis kunne vores Lonely Planet guide os hen til en super hyggelig lille italiensk restaurant, hvor mor og far gav rodvin og risotto med tigerrejer :-)
Dagen bod paa mange opkald paa mobilen, fodselsdagskort, som Mads havde taget med i sin bagage herned, sms'er og en masse hilsner fra vennerne paa facebook - super dejligt!!

Den 29. stod vi tidligt op og korte 6 timer nordpaa mod Airlie Beach, hvor vi stadig opholder os. Vi har fundet en drom af et hostel og har i dag faaet besog af jeppe, som tager med os ud og sejle paa en stor sejlbaad i morgen og tre dage frem i det store koralrev og o-omraade kaldet Whitsunday Islands.

Derefter vender vi staerkt tilbage med mere nyt!

I ovrigt er her knap 30 grader, saa kom ikke her med jeres danske wonder-sommer ;-)

SOOOOOOOOOOOL

SOL SOL SOL SOL!!!!
Gensyns glaeden er stor!
(I nyhederne kunne vi se, at de omraader, vi allerede har lagt bag os laengere sydpaa, er ramt af store oversvommelser...)

Vi ankom til Rainbow Beach i gaar (mandag) omkring middag i silende regn. Det er en lille flaekke, og uden sol er der ikke meget at give sig til her! Stranden er superb, men vejret er bare ikke med os - indtil i dag!

I Rainbow Beach har vi lejet en lille hytte paa en lokal campingplads ned til vandet. Eget bad, eget kokken og eget tv hjalp gevaldigt paa humoret til trods for regnen. 6 kolde pilsnere, 2 flasker god rodvin, okseboffer og kartofler blev kobt ind og nydt i gaar aftes, inden vi drattede om paa sengen kl 22 :-)

I dag staar den paa hike ved kysten, og forhaabentlig vil temperaturen snige sig over de 25, saa vi kan tage en dukkert senere i dag.

I morgen gaar turen mod Hervey Bay, hvorfra vi sejler til Fraser Island torsdag morgen.

Steve Irwin - The Crocodile Hunter - og Mads Damm - The Snake Cry baby

Lige nu skinner solen. Om 5 minutter rammer den naeste monsun-byge, hvis i dag skal blive nogenlunde som i gaar.
Jo laengere nordpaa vi kommer, jo varmere bliver det, men regnen fra Sydney folger desvaerre med! Det laegger lidt en daemper paa gejsten, naar man skal lobe i lae hele tiden, og mit nye bikini skriger stadig paa at komme ud af tasken!

Lige nu opholder vi os I Noosa ca 80 km nord for Brisbane. Vi ankom sidst paa eftermiddagen i gaar og naaede forst at kigge lidt paa byen efter morkets frembrud, saa det var svaert at danne sig et ordentligt indtryk, men det retter vi op paa i dag. Noosa ligger ud til havet og virker som en lille, hyggelig og meget afslappet strand-by.

Paa vejen hertil i gaar korte vi forbi Steve Irwins - The Crocodile Hunter - egen zoologisk have. Det kostede (mange) penge at komme ind, men det var hver en australsk dollar vaerd! Zoo'en er en kaempe naturpark spaekket med krokodiller og slanger (det var i ovrigt yderst morsomt at se Mads krympe fuldstaendig sammen af angst, hver gang vi naermede os en slange)!
Steve Irwin - til trods for at han ikke lever laengere - er stadig et kaempe brand hernede og hans ansigt var at se overalt i hans zoo (Australia Zoo). Det samme er hans to smaa born, og det er meget tydeligt, at der i PR kampagnen er lagt op til, at de skal baere farmands navn og brand videre.

I Noosa sukker vi efter de smaa strand-resorts, der ligger rundt omkring vores hostel (som i ovrigt ville vaere mere vaerd, hvis de smed en bombe ned midt i det hele!)
Vi bookede et privat vaerelse, som er paa storrelse med en papkasse, lugter af raad, har svamp i gardinerne og en klamt toilet/bad, som deles med 6 andre, der sover paa et dorm lige ved siden af. Faktisk skal vi igennem deres dorm, for at komme ind paa vores vaerelse...
Vi er sgu blevet for gamle til den slags, men til gengaeld er vi endnu ikke rige nok til at overveje andre alternativer :-)

Om lidt staar den paa tiltraengt morgenmad et sted nede i byen. Og saa korer vi en tur rundt i omraadet og krydser fingre for torvejr!

Surfers Paradise aka Hotel Hell

En hurtig opdatering fra Surfers Paradise, hvor vi ankom i formiddags. Og (7, 9, 13) vejret er MEGET bedre end i Sydney! Sol, skyfri himmel, men en del vind, som gor det en anelse koldt at ligge de sindssygt flotte strande i omraadet.
I morgen satser vi paa lettere vinde eller paa at finde lae...

Lettede fra Sydney alt for tidligt i morges 6.20 og ankom til Brisbane kl 8. Her hentede vi en fiks lille solvgraa Ford, som forste-chaufforen (Pernille) fik styret ud af lufthavnen og ud paa den 5-sporet motorvej mod Gold Coast, mens Tom Cruise beundrede sit eget Ray Ban spejlbillede i sidespejlet :-)

I Surfers Paradise (80 km syd for Brisbane) bor vi paa et lille, men super hyggeligt hostel med baghave og mini-pool. Her er meget stille, men vi er ogsaa en lille smule uden for saeson. Har brugt eftermiddagen ved stranden og nede i de smaa sidegader, hvor det bugner med natklubber med seksuelt klingende navne a la 'Sin City - The Night Club'. I gaderne vrimler det med unge piger i laarkort og med fritlagte navler, og Mads mindes med glaede sine ungdommens dage, da han rejste rundt hernede med vennerne.

Vi bliver til lordag morgen, hvor vi korer nordpaa mod Noosa Heads (ca 100 km nord for Brisbane). Paa vejen derop regner vi med at kigge forbi Steve Irwins egen zoologisk have (Australia Zoo), som huser verdens storste krokodille Rexs. (I folge Mads vejer den over et ton) STIK!

Tom Cruise kæmper stadig med sit jetlag

Det passede ellers så godt det hele. Fly torsdag til Brisbane kl 12.55. Bilen skulle stå klar i lufthavnen kl 15, og så kunne vi nå til Surfers Paradise syd for Brisbane tidlig aften. 

Men så ringede telefonen tirsdag. 

"Hej, det er fra Jetstar. Jeres afgang er blevet aflyst. Vi ombooker jer til morgen-afgangen kl 6.20."

(...)

Men så får vi da også mulighed for at kigge lidt på Brisbane, inden vores Toyota Corolla står klar kl 15.

Mads kæmper stadig med sit jetlag. Han bliver træt tidligt på aftenen, og kl 4 i morges vågnede han og følte sig topfrisk - til stor irritation for hans kæreste, der sødt men bestemt beordrede ham til at sove videre. Kl 7 kunne han ikke mere... :-)

Spiste morgenmad med tre af mine venner, hvoraf de 2 rejser hjem, mens jeg er afsted, så der skulle også siges farvel. Noget jeg bestemt ikke har vænnet mig til endnu!

I aften står den på klaver-koncert med The Sydney Symphony i Opera Husets store koncertsal. (Min fødselsdagsgave til Mads - samt et par nye Ray Ban Aviator solbriller - billeder af Mads Damm aka Top Gun Tom Cruise ses her)

 

ENDELIG!!!

Jeg tror aldrig, jeg har været så frisk og så nervøs klokken 6 om morgenen, som jeg var i går! Vi har begge talt ned i lang tid, så det føltes pludselig helt uvirkeligt at stå i lufthavnen så tidligt om morgenen og vente på, at Mads blev lukket gennem tolden og ud i ankomsthallen. 

Sommersolen havde gjort hans hår en anelse lysere - ellers lignede han sig selv. 

Det var fantastisk at se ham igen!! Og der gik ikke mange timer, før vi fandt tilbage i den gamle kæreste-rille igen :-)

Fra lufthavnen tog vi hjem til mig og smed vores ting, inden vi fik en stor aussie-morgenmad med æg og bacon på en cafe i nærheden. Vejret var virkelig godt i går (sol og 19 grader) - bedre end det har været længe, så formiddagen/eftermiddagen blev brugt på en lang gåtur gennem byen og ned til opera huset. Frokosten bestod af sushi og japansk øl, hvorefter vi tjekkede ind på et lille hotel ved Hyde Park. Der blev kæmpet hårdt for at holde os vågne sidst på eftermiddagen! Mads havde rejst i halvandet døgn, og jeg havde sovet ganske få timer natten forinden, så ved en 5-tiden kastede vi håndklædet i ringen og smed os på sengen på vores værelse og stenede fjernsyn og drak rødvin. Mads gik ud kl 19. Jeg selv kl 20. Der blev ikke talt mange får!

Søde drømme indtil midnat, hvor Mads vælter sin pude ned over et glas rødvin på sengekanten, som sprøjter ud over gulvtæppet og gardinet..... (Frygt for ekstra regning er stor, da vi lægger os til at sove igen).

Søde drømme indtil 00.30, hvor brandalarmen på hotellet pludselig går i gang og tvinger os til at pakke vores ting og 'flygte' ned af brandtrappen for at lade os evakuere ude på gaden. 

Falsk alarm - selvfølgelig. Men nu bliver Mads sulten, så kl 1 om natten begiver vi os ud i kolde Sydney for at finde et par stykker tarvelig pizza, som vi tager med hjem på hotelværelset. Imellemtiden har Mads fået den geniale ide, at vi giver brandalarmen skylden for de store rødvinspletter på værelset! (Da alarmen gik blev vi jo så forskrækkede, at vi væltede et glas rødvin ud over det hele). Receptionisten beklager meget ulejligheden - og forsikrer os om, at det plettede gulv skal vi selvfølgelig ikke selv betale for :)

Sover fredeligt til næste morgen og tjekker ud til blæst og gråvejr...

En tur forbi Pernilles skole, China Town og så til Bondi Junktion, hvor den står på solbrille-indkøb og biograftur. (Nej, filmen Engle og Dæmoner er ikke lige så god som bogen!)

På Bondi Beach gav vi bankmanden grå hår med en fantastisk tapas-middag. 

Lige nu ligger en jetlag-ramt Mads ved siden af og snorker lystigt :-)

I morgen står den på morgenmad med et par af mine venner. Så skal der pakkes til turen (vi flyver allerede kl 6 torsdag morgen, da vores afgang kl 13 er blevet aflyst), og i morgen aften - onsdag - skal vi i opera huset og høre klaverkoncert med Sydneys Symfoniorkester. 

Over and out!

Bedre sent end aldrig...

Det er så længe siden, jeg sidst har blogget, at jeg havde svært ved at huske mit password, da jeg skulle logge ind på siden. Jeg undskylder mange gange og skal forsøge at gøre mit bedste for at opdatere jer på den sidste måneds begivenheder. Der er sket utrolig meget siden sidst, så jeg forsøger med et kort oprids samt et par billeder.

Den 4. april begav jeg mig ud på mit livs smukkeste - og hårdeste - gåtur. Et par af mine venner foreslog en lille camping/hiking tur i en stor nationalpark syd for Sydney. Jeg sagde straks ja i stedet for at gøre, hvad enhver dygtig journalist burde gøre - stille spørgsmål. Så først på selve dagen gik det til min gru op for mig, at vi skulle hike intet mindre end 27 km - på et døgn. 

Telte, soveposer, gasblus og pølser blev købt ind, rygsækken blev pakket og togbilletten til 'Royal National Park' inkasseret.  

Den første dag hikede vi 7 km gennem jungle-lignende natur - hele tiden med havet brusende til vores højre side. I løbet af eftermiddagen nåede vi en campingplads - et stort stykke bart græs mellem to bjerge lige ned til havet. Her slog vi teltene op og fik tiden til at gå med at riste pølser, fortælle spøgelseshistorier og drikke tequila (for at holde varmen). 

Næste morgen stod vi tidligt op for at færdiggøre de sidste 20 km i et landskab, der nu skiftede til stejle klipper og bush.

Men her et et par eksempler (og mange flere kan findes på facebook):

 Reinhard, Sayri, mig og Ivette

 Mig i et med naturen...

 Med disse højder er det altså ikke

så underligt, at benene blev tunge til sidst.

Mellem 7 og 10 af denne slags bjerge blev bestiget!

 Reinhard, Sayri og Ivette venter tålmodigt

på at pølserne steger færdig

 Da vi næste morgen kl. 7 begav os videre mod de sidste 

20 km, så landskabet sådan ud. 

Meget bedre bliver det altså ikke!

 Det var en fed fornemmelse at 'komme i mål'

efter en fantastisk (og hård) weekend.

Og ja - det er mig på klippen.

Inden jeg går videre til næste 'begivenhed' vil jeg lige tilføje den lille detalje, at jeg lige nu sidder og nyder en varm kop 'frisørens' te, som ellers kun findes i Århus. Efter lang tids søgen dukkede verdens bedste te pludselig op i en forretning i Bondi. Amen.

Den 11. april landede Lene - min gamle højskoleveninde og sambo i kbh - i Sydney for at besøge mig og Jeppe. Det var en underlig fornemmelse, da en gammel bekendt hjemmefra pludselig befandt sig her, i hvad der for mig ofte føles som en hel anden verden end den derhjemme. Lene blev i de 14 dage, hvor mig og jeppe havde ferie fra skolen, så når den ikke stod på sightseeing, var der masser af tid til at slappe på stranden (og slikke den sidste sol i Sydney inden efteråret for alvor rammer), shoppe, klappe koalabjørne, spise god mad samt indtage rigelige mængder våde varer :-)

Her er et par billeder (Og mange flere findes på facebook):

 Påskemandag brugte vi i et vin distrikt nord for Sydney

- Hunter Valley - som bød på alskens gratis vinsmagninger

(Jeppe og Lene inden deres tænder blev blå)

 Senere på ugen kiggede vi forbi en lille dyrepark 

uden for byen, hvor man kan klappe både

kænguruer og koalabjørne! 

Jeg er allerede i fuld gang :-)

 Sød lille fyr!

 Blue Mountains fik også æren af et besøg. 

Et par timer uden for Sydney ligger denne

meget berømte bjergkæde. På dette billede er den 

blå farve ikke så tydelig, men kommer sig af

de mange eukalyptus træer, der dækker bjergene,

og som afgiver en blå olie, der hænger i luften

Ugen efter Lene rejste hjem, dukkede Anders Ankerstjerne (kammerat fra skolen, som er på udveksling i Melbourne) op i Sydney for at holde weekend med mig og Jeppe. Igen: sightseeing, strandbadning og spisning. Anders vendte tilbage til Melbourne i morges.

Ellers står den stadig på skole - og meget af den for tiden. Maj måned skal bruges udelukkende på de store afsluttende opgaver, som jeg har i hvert af mine tre fag. De skal alle afleveres i den første uge af juni, som bliver min sidste undervisningsuge. Jeg har ikke som sådan hjemve og har heller ikke haft det, men lige for tiden føler jeg mig særdeles FÆRDIG med skolen. Jeg orker simpelthen ikke studere mere, og jeg glæder mig til at få de sidste essays afleveret i juni, så jeg kan rejse op langs kysten med Mads, som lander den 15. juni!!!

Men tiden går heldigvis stærkt... og årstiderne skifter. Mens jeg hører om sol og sommer i Danmark, begynder de tykke trøjer at blive hevet ud fra skabet. Temperaturen ligger lige omkring de 20 på en god dag. Til gengæld er her hundekoldt om morgenen og aftenen, og gaderne er fyldt af gule visne blade. Jeg har jo den fornøjelse af at bo i et gammelt hus, hvis vinduer og døre har set bedre dage, så natten bliver tilbragt med tykke sokker, tunge tæpper og varmedunk... Huset har ikke indlagt varme, så i næste uge skal der investeres i en elektrisk radiator indenforkølelsen bider på!

Det må være nok for denne gang! Over and out

Watsons Bay

Ikke så meget snak denne gang - mest billeder fra en lille eftermiddags-udflugt jeg drog på i sidste uge til Watsons Bay med Ivette, Erika og Reinhard.
Watsons Bay ligger på det sydlige hoved til indgangen til Sydney Harbour (havn). Mod øst ligger det Tasmanske Hav, mod vest er der udsigt ind over byen. Området er nok mest af alt kendt for sine Fish'n'Chips, som efter sigende skulle være byens bedste - og helt ringe var de da heller ikke!

Her er et par billeder fra turen:

Man tager færgen (ca. 30 min) gennem Sydney Harbour til Watsons Bay
- i baggrunden ses et af Sydneys helt store varetegn
'Sydney Harbour Bridge'

Den 'verdensberømte' seafood restaurant Doyles,
som serverer fantastiske Fish'n'Chips


Udsigten til Sydney

Det Tasmanske Hav


Reinhard, Erika og Ivette


Stranden ved Watsons Bay


Hvis man er til den slags...


Ivette, Erika og Reinhard


Det gamle fyrtårn - med mig foran...

Been there, done that, got the T shirt - with blood on it

Det er hændt et par gange, at jeg bag disken på Børsen i Løkken har måtte ringe 112 på grund af fulde mennesker i gaderne, som havde fået lige den anelse for meget og havde brug for hjælp til at få alkoholen pumpet ud på den nærmeste skadestue. Men at jeg skulle ringe til den australske alarmcentral og redde en fyr fra at forbløde fra sit hoved en lørdag nat i Sydney, var ikke ventet…

Lørdag aften havde jeg været ude med min mexicanske veninde Ivette. På vej hjem omkring 3.30 krydsede jeg over et område a la Nyhavn kaldet Darling Harbour, som ligger et stenkast fra mit hjem. Mellem mit hjem og havnen løber en stor vejbane, som er hævet over gadeplanen. Ved siden af vejen går en gangbro for fodgængere, som jeg gik ad den aften for at komme hjem.

Går og snakker med Mads i telefonen, da jeg et stykke fremme på gangbroen får  øje på en ung fyr, der ligger på siden. Det ser ud som om, han sover, og min første tanke er egentlig at gå udenom, da han sikkert bare er fuld og ligger og sover rusen ud. Men da jeg kommer tættere på ham, kan jeg høre, at han ligger og klynker. Mads beder mig om at passe på, og jeg lover at ringe tilbage om to minutter, når jeg lige har sikret mig, at han er i live. I det jeg bukker mig ned og spørger, om han er okay, opdager jeg, at hans hånd er smurt ind i blod. Han er svær at komme i kontakt med. Han er tydeligvis fuld og virker til at være i chok. Da jeg får hans ansigt løftet op for at komme i kontakt med ham, ser jeg en blodpøl under hans hoved og en lang flænge i hans baghoved. Griber mobilen og trykker 000, som er nummeret til alarmcentralen i Australien.

En venlig dame tager telefonen. Jeg forsøger at forklare, hvor jeg befinder mig – tæt på Harris Street på gangbroen, der løber fra Darling Harbour. Men kvinden i den anden ende af røret insisterer på, at jeg skal opgive en eksakt adresse, ellers kan hun ikke sende en ambulance af sted. Begynder at panikke og fortæller hende, at jeg ikke er sikker på, at jeg kan bære ham så langt. Men der er ingen vej uden om. Jeg opgiver min egen adresse – 39 Ada Place – som ligger cirka 400 meters gang fra, hvor drengen ligger.

Får ham samlet op, stablet ham på benene og smidt hans arm over min skulder. Mens han klynker og virker til at falde ind og ud af bevidsthed, forsøger jeg at holde ham vågen ved at spørge ind til hans navn, alder osv. Fortæller at jeg hedder Pernille, er udvekslingsstudent fra Danmark, samtidig med, at jeg forsøger at holde ham vågen ved at fortælle, at vi er der lige om lidt. Det eneste han får mumlet tilbage er hans navn – Steward – og hans alder – 21.

Få meter fra min hoveddør kollapser han midt på gaden. Og heldigvis ankommer ambulancen i det samme. To ambulanceførere får ham vækket op igen, og mens den ene spørger ham ud om, hvad der er sket, begynder den anden at rense såret i han baghoved.  Det er ikke meget mening, der kommer ud af ham. Men til sidst får han mumlet noget med en taxa, der smed ham af på vejbanen ovenover, fordi han var fuld, og at han faldt ned på gangstien. Et fald på 2-3 meter vil jeg tro.

Da de kører ham af sted til hospitalet, sidder jeg tilbage udenfor min hoveddør med hans blod smurt ud over mine hænder og på tøjet. Og da jeg heller ikke selv er helt appelsinfri, kommer reaktionen ret hårdt. Grædende får jeg ringet til min veninde Ivette, som også er på vej hjem og ender med at skræmme hende halvt til døde, da det eneste, hun kan høre, er mig, der græder i den anden ende af røret og fremstammer ord som ’guy in the street’ og ’blood’.

Det er også en forskrækket Mads, der får sin grædende kæreste i røret en halv time efter – en del længere end de lovet to minutter.

Men en god gerning blev gjort. Blodet blev vasket af, og forskrækkelsen tog sig. Og så er det utrolig rart at vide, at man er i stand til at holde hovedet koldt, når det gælder og så først panikke bagefter.

Jeg har ikke hørt mere til drengen. Han havde en taske på sig med et kørekort, så jeg går ud fra, at de var i stand til at lokalisere og kontakte hans forældre.

Once upon a time at surf camp...

Der har været meget stille på bloggen på det sidste, og det er jeg rigtig ærgerlig over. Men det er også et tegn på, at der er travlt – både med skolen og med vennerne.

Senest stod den på surf camp i et helt fantastisk smukt naturområde kaldet Seal Rocks 3-4 timers kørsel nord for Sydney.

Mig, der aldrig har haft ’fornøjelsen’ af at deltage i ’Ung Rejs’, fik opfyldt alle mine fordomme om fordrukne og liderlige tour guider med et ordforråd, der ikke strækker sig meget længere end til ’øl’, ’fisse’ og ’fest’.

Vi var omkring 15 gode venner fra skolen (alle udvekslingsstuderende), der havde meldt os på et weekend kursus til små 1.000 kroner, som inkluderede transport, overnatning, mad, undervisning og udstyr.

Fredag aften blev vi hentet, sammen med 45 andre (yderst) unge mennesker inde i byen, og kørt fire timer nordpå. Mens kolde bajere blev delt rundt i bussen (og blærer fyldt alt for hurtigt, inden vi kunne holde en tissepause på en rasteplads), fik vi ’fornøjelsen’ af en højlydt, brovten og opstemt mandlig guide, der – til larmen af hård rockmusik – legede standup komiker med bussens mikrofon på max styrke.

Omkring midnat ankom vi til surf campen, som lå ude midt i naturparken – langt væk fra al civilisation. Her blev vi indlogeret i små huse med køjesenge.

Næste morgen (tidligt) blev vi delt op i tre hold af 20, og heldigvis var de med på, at vi 15, der var kommet sammen, skulle undervises sammen. Derefter blev der uddelt våddragter, og så blev vi i små busser kørt ud til tre forskellige strande – hver bus udstyret med tre surf instruktører.

Og selvfølgelig var vores hold blevet udstyret med den ultimative surfer dude: Dylan, blond langt hår, der havde set for lidt ferskvand, super solbrændt og mere hjerte end hjerne. Men han var til gengæld også super rar og en virkelig habil surfer, der var dygtig til at lære fra sig, hvilket resulterede i, at vi alle var oppe at stå på vores surfbræt i løbet af den første eftermiddag!

Troede egentlig ikke det ville være noget for mig, men jeg har aldrig haft det så sjovt, som jeg havde det i bølgerne den weekend. Det giver et super kick, når man endelig finder balancen og kommer op at stå på en bølge, og når man så gør det på de mest fantastiske strande med 15 af sine nærmeste venner, så bliver det ikke meget bedre.

Her et par billeder:

 Seal Rocks

I bussen på vej til stranden

Mig og mit bræt :)

Hytten vi boede i

Lørdag aften stod den på grill, druk, druk og hor i ægte ’ung rejs’ stil. Det var næsten som at være tilbage i Løkken igen J

Søndag morgen – få timer efter vi var gået i seng – blev vi vækket af Dylan, som kaldte til morgenmad og endnu en dag i bølgerne. Og hans påstand om, at surfing er den bedste kur mod tømmermænd, er ikke helt ved siden af!

Udmattede, glade, solbrune og fulde af sand blev vi kørt tilbage til Sydney søndag aften. Og det bliver bestemt ikke sidste gang, jeg skal ud i bølgerne! For det er slet ikke så svært – når man først får det lært J

Tak, Chris Martin!!

Nu kan jeg do lykkeligt!! (tasteturet her har ingen danske bogstaver - derfor o)
Jeg har snart gennemfort min drommeuddannelse, jeg har set Australien, jeg har modt mit livs kaerlighed - og jeg har set Coldplay live!!!

Koncerten i gaar var intet mindre end sublim! Det var alt, hvad jeg havde forventet - og meget mere! Jeg sad paa kanten af mit saede (og rejste mig de gange, hvor det blev for intenst) og skraalede med, mens jeg under sange som 'Clocks' og 'The Scientist' maatte kaempe med taarene! Svaever stadig rundt paa en lille lyserod sky i dag og glader mig helt vildt til at skulle se dem igen i Herning i august sammen med Mads!

(OBS - Billeder og video f'olger her og paa facebook i starten af naeste uge)

Til de, der ikke har holdt sig orienteret, befinder jeg mig i Melbourne, hvor Coldplay spillede koncert i gaar. Besoger i disse dage min gode ven Anders Ankerstjerne fra min gamle klasse paa djh, som er i Melbourne for at laese et semester.
Melbourne er i ovrigt en skon by (dankortet gloder og tasken er fyldt med nyt toj og sko!!) , og Anders har vaeret en super tour guide. Men som vi landede i gaar, fald temperaturen fra de normalt 40 grader paa denne aarstid til 20 grader. Samtidig har regnen skyllet ned over os og vinden er taget til, hvilket faar luften til at foles enormt kold. Saa vi gaar rundt i varmt toj - og fryser! Det er rigtig aergerligt, for det tager lige toppen af det sjove, naar man ikke kan gaa paa stranden hernede og nyde byen og de mange cafer uden at faa kuldegysninger. Er tilmed begyndt at faa ondt i halsen og sutter strebsils med timers mellemrum :(

I morgen forlader vi byen og forhaabentligt det daarlige vejr. Anders har lejet en lille bil til os, som vi kan hente i morgen formidddag, og saa gaar turen ud langs sydkysten paa det, der hedder 'Great Ocean Road'. Vi korer indtil sondag, hvor vi vender rundt og droner tilbage langs motorvejen, saa vi rammer Melbourne igen sondag aften. Mandag eftermiddag flyver vi saa tilbage til - forhaabentlig - varme Sydney!

Lidt om mine fag og mine insekt-problemer

Mens sengetøjet tørrer i solen på min lille terrasse, tillader jeg mig hermed at hugge Jeppes ide om at smide et par tanker om mine tre fag, som jeg blev introduceret til i løbet af ugen, der er gået. (Men mere om det lidt senere)...

Sengetøjet tørrer i øvrigt fordi, det netop er blevet vasket og IKKE på grund af natlige uheld - bare så vi har det helt på det rene :-) 

Vågnede op tidlig lørdag morgen til følelsen af at blive bidt over hele kroppen. Og da jeg åbnede øjnene, fandt jeg til min rædsel ud af, at det in fact var ganske sandt. 

(Jeg tillader mig at smide et par engelske udtryk en gang imellem - sådan går det jo, når man opholder sig længe i et engelsktalende land - er sikker på at Ole Henriksen ville give mig ret ;-)

Nå men... Det viser sig, at min seng er LEVENDE!! Små bitte myrer kravler overalt i mit sengetøj - og på mig!! Og de bider!! Jeg tyede straks til insektspray, som vi heldigvis har masser af her i huset. Har givet mit værelse en ordentlig omgang igen i morges og smidt alt mit sengetøj til vask. Min sambo fra Japan gav mig bare et stort smil, da jeg ude af mig selv af rædsel buldrede ned ad trappen i går morges for at hente insekt-sprayen, og hun sagde blot: Welcome to Australia!

Er også så småt begyndt at planlægge min sommerferie hernede med Mads, som ankommer omkring den 14. juni og bliver en måned, hvorefter jeg også rejser hjem. Vi har benyttet os af Googles helt vidunderligt smarte 'Google Docs', hvor man kan oprette et form for word-dokument, som man kan dele over nettet og begge skrive i. Det er ren terapi at tjekke rejsetider og hotel-muligheder og plotte det ind i dokumentet, når savnet af og til bliver for stort... :-) 

Planen er indtil videre at tilbringe et par dage i Sydney og derefter flyve direkte til Brisbane, som ligger halvanden times flyvetur længere oppe ad kysten. (Strækningen mellem Sydney og Brisbane er ganske kedelig, så for at spare tid og km starter vi i Brisbane.) Derfra er planen at tage turen i bil hele vejen op langs østkysten, langs Great Barrier Reef op til Cairns i Nordaustralien, hvor vi gerne skal ende omkring den 9. juli. Herfra flyver vi så tilbage til Sydney, hvorfra Mads rejser hjem omkring den 12. juli og jeg den 14.  

Men tilbage til det, det hele handler om lige nu - skolen.

Mit fag 'Specialist Reporting - Global Environmental Journalism' har jeg allerede fortalt en del om, så det vil jeg spare jer for.

Torsdag i denne uge blev jeg præsenteret for de resterende to af mine tre fag nemlig 'Television and Popular Culture' og 'Inequality and Power'. (Ulighed og Magt)

Begge fag varer i alt tre timer. Den første time er en forelæsning. De sidste to er almindelig klasseundervisning med 25-30 elever i hver klasse. 

Min underviser i 'Television and Popular Culture' (han er vel sidst i 50'erne) lagde under sin første forelæsning ud med at vise os billedet på sin T-shirt af universitetets hovedbygning omgivet af UFO'er. Derefter proklamerede han, at Desperate Housewives var hans yndlingsserie på tv, og at han i sine yngre dage plejede at ryge sig skæv, mens han så Sesame Street med sine venner i kollektivet (amerikansk børnefjernsyn med dukker a la The Muppet Show)!

Hver uge gennemgår vi et nyt emne inden for tv fx. Soup Operas og Reality TV, Al-Jazeera, Animated TV (The Simpsons og South Park), Sitcoms og Freakshow Television (for bare at nævne et par stykker). Der skal læses en del, og så skal der diskuteres på klassen. Det bliver uden tvivl fantastisk underholdende :-)

Mit tredje og sidste fag 'Inequality and Power' har også været en yderst positiv overraskelse. Faget byder også på ugentlige emner som Race and the human science, Homelessness as social exclusion, Seeking asylum, Rights to health (om HIV/AIDS) samt Aboriginality and Inequality in Australia. 

På samme måde er der en del læsestof på ugens emne, som bliver gennemgået under morgenens forelæsning. Senere på eftermiddagen ligger vores klasseundervisning, hvor vi i grupper diskuterer og derefter præsenterer vores konklusioner for resten af klassen. Vores lærer (også en mand i sin sene alder - oprindelig fra Malaysia) virker enormt oplagt og dygtig, så jeg er alt i alt yderst tilfreds med de fag, jeg har valgt.  

Klasse, klima og kilder

Så er første skoledag veloverstået. I dag bød skemaet på Global Environmental Journalism. Det er ganske underligt at gå til undervisning klokken 18 om aftenen og gå hjem igen kl 21, men til gengæld får man en masse ud af dagen.

Og... Mine bange anelser og bekymringer omkring niveauet blev gjort alvorligt til skamme!! I en klasse på mellem 20 og 25 elever havde langt størstedelen af dem gjort sig virkelig gode erfaringer med netop miljø-journalistik. Nogle havde allerede en uddannelse indenfor videnskab. Andre havde været i praktik i relevante organisationer. Og sidst men ikke mindst er en af mine medstuderende klima-reporter for ABC (Australiens svar på DR).

Vores lærer er fantastisk dygtig og engageret, som jeg havde forventet. (Har mødt hende før, da hun besøgte Journalisthøjskolen i december). Og faget lægger meget op til klassedebatter omkring miljø-journalistik. Så jeg har virkelig fået min sag for i forhold til at sætte mig ind i klima/miljø-debatten og læse op på relevante magasiner og nyhedskilder. Men det var at forvente, og jeg glæder mig til at komme i gang. I løbet af de næste uger skal vi forberede den første skriftlige opgave, der handler om research. Hvor finder man relevant viden - og ikke mindst RIGTIG viden? Hvilke kilder og organisationer inden for klima og miljø kan man stole på? Hvordan kan man som journalist gennemskue indviklede undersøgelser og rapporter? OSV.  

Men Pernille er ved godt mod - og i morgen er endnu en fridag :-) Selvom der nok skal læses lidt lektier, men det kan man jo heldigvis også gøre fra sit håndklæde på stranden! 

Over and out..  

4 down 146 to go

Start: Coogee Beach

Der er efter sigende over 150 strande inden for Sydneys officielle bygrænse, og i dag besluttede vi os for at trodse de truende regnskyer og tage ud og se på et par af dem.

Fra Coogee Beach (en af byens mange strande), som ligger 20 minutters kørsel i bus fra centrum, går der en helt fantastisk sti langs vandet til den famøse Bondi Beach længere oppe ad kysten. Strækningen byder på adskillige små bugter og yderligere to små strande: Bronte Beach og Tamarama Beach. Ruten er cirka 8 kilometer lang og på en kølig, overskyet dag som i dag med let vind, var det en helt fantastisk smuk tur at gå.

Cas (Holland) og Ivette (Mexico)

'The gang' på vej fra Coogee Beach

Michael (Østrig), Reinhard (Østrig) og Cas (Holland)

Reinhard og Ivette

Meget smukkere bliver det ikke...

Ivette og Alekz (Mexico) løber mod mågerne

Langs kysten måtte vi passere en enorm - og gammel - kirkegård.
Tænk at blive begravet til sådan en udsigt...

Bronte Beach, hvor surferne havde en fantastisk dag i bølgerne

Tamarama Beach

Et lille hvil før det sidste ryk mod Bondai Beach skal tages

Bondai Beach

En hjemløs mand har i mange år boet på klippesiden her med Bondai Beach i baggrunden.
Imens kæmper Australiens regering for at få gennemført en lov,
der skal tvinge ham til at flytte...

På besøg i Ankerstjernes by

Så er der bestilt rejse til Melbourne, hvor min gode ven fra Journalisthøjskolen, Anders Ankerstjerne, er på et halvt års udveksling som vi. Inden Jeppe og jeg rejste herned, bestilte vi sammen med Anders koncertbilletter til mit all time yndlingsband 'Coldplay', så dem skal vi høre live i Melbourne onsdag den 4. marts. 

I Australien er det ganske billigt - og tidsbesparende - at flyve indenrigs. På nettet lykkedes det os at finde en returbillet fra Sydney til Melbourne for 100 dollars pr mand - svarende til knap 400 danske kroner.

Vi flyver onsdag morgen kl. 10 (den 4. marts) og tager direkte til koncerten fra lufthavnen. Torsdag har Anders lovet at være vores tour guide og vise os alle Melbournes herligheder. Fredag til søndag står den på road trip langs den famøse 'Great Ocean Road' (Sydkysten), hvor vi blandt andet skal opleve 'De 12 Apostle' ved solopgang.

(Klik her og se):  http://www.travelinfodownunder.com.au/pimages/12apostle.jpg

Mandag eftermiddag flyver vi tilbage til Sydney.

På grund af vores yderst fordelagtige skoleskema går vi kun glip af lektioner torsdag den 5. marts og krydser fingre for, at de på vores universitet er en anelse mere liberale på det punkt end Journalisthøjskolen.

Sol og tårnhøje forventninger

Så blev det tid til en opdatering. Eller... det er faktisk ikke helt rigtigt. For tid har der været masser af. Alt for meget tid. Regnen fortsatte med at vælte ned over os i weekenden og starten af denne uge. En nat regnede det så kraftigt, at jeg måtte tage ørepropper i for at sove fra larmen af dråberne, der haglede ned på taget.

Sydney er en fantastisk by. Det har jeg vist skrevet flere gange, men her er altså sjovest, når vejret er godt. - Og det er det ENDELIG blevet!!! Solen bager og humøret er i top :-)

Derfor har jeg i dag besluttet mig for at holde et lille dinner-party på min tagterrasse for et par af mine venner hernede. Og aftenens tema hedder 'Danmark'! Så hele eftermiddagen har jeg slæbt svinefars til frikadeller og kartofler hjem fra det lokale supermarked og bedt Jeppe skaffe Carlsberg!

På skolefronten er der også nyt at berette om. I går deltog jeg i et informations/velkomst-møde for alle vi, der skal studere på fakultetet for kommunikation (hvorunder journalistik ligger). Forventningerne var tårnhøje, og det var sikkert også derfor, jeg gik super skuffet derfra.

Mødet var - fair enough - rettet mod de mange nye studerende, som netop har forladt gymnasiet for at starte på kommunikations bacheloren på UTS, og det betød, at gennemsnitsalderen var 19. Derudover kunne Jeppe og jeg (som kun skal studere et semester hernede) ikke bruge informationerne til noget, som igen var rettet til de nystartede. Sidst men ikke mindst skulle der 'rystes sammen' så vi alle kunne lære hinanden at kende. Intentionen var god, men resultatet blev mindre godt for mit vedkommende, siden jeg kun stødte ind i 18-årige piger, der 'really want to work in tv and entertainment and be a famous television reporter' (...)

Til gengæld fik Jeppe og jeg også den gode nyhed, at en underviser ved navn Wendy Bacon, som vi hilste på i efteråret, da hun besøgte journalisthøjskolen, skal være vores underviser på 'Specialist Reporting', som er vores miljø-journalistiske fag. Hun virkede til at være en enormt engageret og dygtig underviser, så det ser jeg virkelig frem til. Jeg sidder klar ved skolepulten tirsdag aften i næste uge, med tårnhøje forventninger - igen!

PS. Starbucks personalet er i øvrigt enormt servicemindet hernede:

Beverly 'tidsfordriv' Hills 90210

Gæt engang... Det regner stadig! En hel del endda... Kom hjem fra byen i nat gennemblødt. Mine sko står stadig til tørre nede i entreen. 

Ud over motion bliver ventetiden på solen brugt på at læse bøger. De to Morten Sabroe-bøger, jeg fik i julegave, er ved at være læst. Kan i øvrigt anbefales, hvis man er til gribende Gonzo-journalistik!

I dag blev der så investeret i en international bestseller af Stephenie Meyer. Ja, jeg har besluttet mig for at ride med på Twilight-bølgen. Minder serien (om en ung pige, der forelsker sig i en vampyr...) bare en lille smule om Harry Potter, ja så er jeg jo solgt til stanglakrids. Der ud over bliver det godt at komme i gang med at læse engelsk igen, så jeg kan komme i form til skolestart.

Min japanske sambo har fundet andre og mere kreative måder at slå regntiden ihjel på. Hun har været på biblioteket for at leje første sæson af Beverly Hills, som hun ser nat og dag foran fjernsynet i vores fælles stue. Netop nu er hun nået til det afsnit, hvor David inviterer de andre til at bo i hans bedsteforældres hus i Palm Springs i den tro, at de ikke er hjemme, mens Brandon hjælper en lille fattig dreng på Peach Pit. 

Jeg skal da være ærlig at indrømme, at jeg har kigget med op til flere gange, når jeg har været nede i køkkenet. Selv påstår Kaori (min japanske sambo), at hun primært ser serien for at forbedre sit engelsk. Jeg beroligede hende straks med, at hun over for mig absolut ikke skulle være flov over at se Beverly Hills!! 

PS. En lille hilsen til min mexicanske ven Aleks, som jeg ved bruger 'Google Translate', for at følge med i, hvad jeg skriver om på min blog :-)

Fit for fight - eller i det mindste godt på vej

Solen holder stadig ferie i Sydney - ifølge metrologerne kommer den ikke tilbage før langt ind i næste uge - og i stedet vælter regnen ned over byen dag ud og dag ind. Man kan næsten ikke lade være med at føle sig en anelse skyldig over alt det vand, der kommer ned fra himlen - vand der ville have gjort en verden til forskel i staten Victoria, hvor 'bush fires' stadig hærger store områder.

Særudsendelser om brandene fylder det meste af dagen på de australske tv kanaler, hvor man for øjeblikket taler meget om årsagen til brandene. Mange menes påsatte, og politiet har efter sigende flere mistænkte.

Når dagene ikke kan tilbringes ved stranden, tilbringes de i stedet indendøre i universitetets store fitnesscenter, hvor jeg har skrevet mig op til et halvt års medlemsskab. Fitnesscenteret tilbyder også et væld af holdtræning så som 'Fat Burner' og 'Yoga'. Sidstnævnte har jeg kastet mig ud i med min mexicanske veninde Ivette.

Og tro mig - den dag, en pige finder ud af, at hun er alt andet end smidig, er ikke en god dag!! 

I morges var jeg til konsultation med en personlig træner (med i prisen når man melder sig ind i 6 mdr), som brugte et kvarter på at måle min højde, min vægt, fedtprocent, muskelprocent og vandprocent. Derefter spurgte hun ind til hvilke områder, jeg gerne ville arbejde med (balle/lår tak), og så bruger hun de næste par dage på at strikke et program sammen til mig, som hun træner igennem med mig torsdag i næste uge.

Så til forskel fra den 6 kilo tungere Pernille, der steg ud af flyet efter at have tilbragt et halvt år i Thailand, bliver det nu Pernille 'Bircow' Isaksen, der til sommer stiger ud af  flyet - more fit for fight than ever! :-)

Welcome to UNI and don't do drugs

Så sluttede sommerferien officielt i går (mandag), da University of Technology Sydney åbnede dørene til 'orientation' - to uger med velkomster, informationer, rundvisninger og fester i form af BBQ's (grill-aftener).

I øvrigt gik solen også på ferie i går og lader nu regn og kulde (20 grader) skylle ind over Sydney...  Akkurat som en dansk sommer og det var jo ikke just det, jeg kom herned for. Men vejrudsigten lover sommer og 40 grader igen i slutningen af ugen.

Men tilbage til første skoledag, som bød på et hav af informationer om UTS og især om hvordan, man falder til som international studerende. Den gruppe udgør ikke mindre end 40 procent af de studerende på mit universitet, så der blev for alvor 'holdt i hånden'. Derfor var det også en ekstra fed fornemmelse at kigge rundt på hundredevis af paniske elever, mens Jeppe og jeg, i løbet af de knap tre uger vi har været her, er blevet en del af en gruppe på cirka 20 udenlandske studerende, der inden skolestart fandt hinanden på facebook. Så for mit vedkommende bød første skoledag på en masse velkendte og vellidte ansigter fra blandt andet Mexico, Frankrig, USA, Canada, Holland, Østrig, Sverige og Grækenland.

Dagen bestod hovedsageligt af informationer og gode råd til de internationale studerende. Tre af dem lød således: Don't drink to much, don't fall in love, and don't do drugs - but if you do, please find a person that knows about drugs to help you! 

I går aftes fejrede vi fødselsdag for hollandske Cas. Han ankom for få dage siden og var mandag morgen ikke yderst begejstret for at fejre sin fødselsdag i en fremmed by med mere eller mindre fremmede mennesker... Så der blev hurtigt stablet en fest på benene, og en af fyrene gik så langt som til at bage en stor chokoladekage til fødselsdagbarnet!

I dag stod den så på rundvisning på universitets bibliotek. Og de kommende to uger byder på spredte rundvisninger og fester, så vi kan stadig nå at slappe og tage på stranden ind i mellem, inden selve undervisningen starter den 23. februar :)

I går blev også dagen, hvor jeg rykkede ind på mit nye værelse. Her er hyggeligt, men opdagede til min store skræk, at her er møjhamrende beskidt. Pigen, der boede her før, havde to hunde, og det ses tydeligt. Så det meste af eftermiddagen gik med at skure og skrubbe!! På det punkt er jeg virkelig min mors datter :)

Nu er her rent, men jeg bilder mig stadig ind, at her lugter af hund... Måske er det gulvtæppet - som iøvrigt også har set bedre dage...

Home sweet home

Så kom dagen endelig, hvor jeg kunne rykke mine ting ind på 39 Ada Place. Det er en skøn følelse, og jeg har virkelig nydt eftermiddagen, hvor jeg har været alene hjemme. Skønt bare at kunne være sig selv! Selvom det var helt underligt at 'flytte fra' Jeppe i morges.

I huset bor to andre piger: japanske Kaoli på 30 år. Hun arbejder som freelance make up artist og er lige nu ude og sminke en kommende brud.
Så er der Ally fra Canada. Hun er vist på min alder - har ikke spurgt. Hun har studeret 'Medical Science' det sidste halve år. Hendes semester er netop sluttet, og hun rejser hjem i løbet af marts.
Begge søde og rolige piger, så alt tegner godt.

Huset er ejet af en japansk kvinde. Hvor hun er nu, ved jeg ikke helt, men her emmer af asiatisk sjæl. Små nips over det hele. Føles som et hjem.

Jeg har taget billeder af selve huset samt entreen, stuen og køkkenet, som fylder hele 1. salen. Ovenpå er der tre værelser og et lille badeværelse.
Mit værelse bliver desværre først ledig mandag, hvor pigen, der bor der nu (også japaner), rejser hjem. Ville gerne have taget et par billeder af selve værelset og den tilhørende tagterrasse, men japaneren, der er ude lige nu, har efterladt sine to små hunde derinde. Forsøgte at åbne døren til værelset tidligere i dag, men de kom springende og gøende imod mig, som var det kronjuvelerne, de beskyttede derinde. Så jeg venter bare....

Her har I et par billeder - god fornøjelse:

Huset set udefra.

Entreen/biblioteket. Der er bøger overalt -
mange om Afrika??

Stuen - med køkkenet nede for enden

Stuen..

Stuen set fra køkkenet
- trappen går op til de tre værelser og badeværelset

Køkkenet, der er fyldt med gammel asiatisk lertøj

Køkkenet...

Døren ud til den lille gårdhave
(et par m2 stor)

Gårdhaven...

Gangen på 2. sal. For enden er toilettet.
Til venstre ligger mit værelse

Det lyserøde badeværelse :-)