lørdag den 28. februar 2009

Lidt om mine fag og mine insekt-problemer

Mens sengetøjet tørrer i solen på min lille terrasse, tillader jeg mig hermed at hugge Jeppes ide om at smide et par tanker om mine tre fag, som jeg blev introduceret til i løbet af ugen, der er gået. (Men mere om det lidt senere)...

Sengetøjet tørrer i øvrigt fordi, det netop er blevet vasket og IKKE på grund af natlige uheld - bare så vi har det helt på det rene :-) 
Vågnede op tidlig lørdag morgen til følelsen af at blive bidt over hele kroppen. Og da jeg åbnede øjnene, fandt jeg til min rædsel ud af, at det in fact var ganske sandt. 
(Jeg tillader mig at smide et par engelske udtryk en gang imellem - sådan går det jo, når man opholder sig længe i et engelsktalende land - er sikker på at Ole Henriksen ville give mig ret ;-)

Nå men... Det viser sig, at min seng er LEVENDE!! Små bitte myrer kravler overalt i mit sengetøj - og på mig!! Og de bider!! Jeg tyede straks til insektspray, som vi heldigvis har masser af her i huset. Har givet mit værelse en ordentlig omgang igen i morges og smidt alt mit sengetøj til vask. Min sambo fra Japan gav mig bare et stort smil, da jeg ude af mig selv af rædsel buldrede ned ad trappen i går morges for at hente insekt-sprayen, og hun sagde blot: Welcome to Australia!

Er også så småt begyndt at planlægge min sommerferie hernede med Mads, som ankommer omkring den 14. juni og bliver en måned, hvorefter jeg også rejser hjem. Vi har benyttet os af Googles helt vidunderligt smarte 'Google Docs', hvor man kan oprette et form for word-dokument, som man kan dele over nettet og begge skrive i. Det er ren terapi at tjekke rejsetider og hotel-muligheder og plotte det ind i dokumentet, når savnet af og til bliver for stort... :-) 

Planen er indtil videre at tilbringe et par dage i Sydney og derefter flyve direkte til Brisbane, som ligger halvanden times flyvetur længere oppe ad kysten. (Strækningen mellem Sydney og Brisbane er ganske kedelig, så for at spare tid og km starter vi i Brisbane.) Derfra er planen at tage turen i bil hele vejen op langs østkysten, langs Great Barrier Reef op til Cairns i Nordaustralien, hvor vi gerne skal ende omkring den 9. juli. Herfra flyver vi så tilbage til Sydney, hvorfra Mads rejser hjem omkring den 12. juli og jeg den 14.  

Men tilbage til det, det hele handler om lige nu - skolen.

Mit fag 'Specialist Reporting - Global Environmental Journalism' har jeg allerede fortalt en del om, så det vil jeg spare jer for.

Torsdag i denne uge blev jeg præsenteret for de resterende to af mine tre fag nemlig 'Television and Popular Culture' og 'Inequality and Power'. (Ulighed og Magt)

Begge fag varer i alt tre timer. Den første time er en forelæsning. De sidste to er almindelig klasseundervisning med 25-30 elever i hver klasse. 

Min underviser i 'Television and Popular Culture' (han er vel sidst i 50'erne) lagde under sin første forelæsning ud med at vise os billedet på sin T-shirt af universitetets hovedbygning omgivet af UFO'er. Derefter proklamerede han, at Desperate Housewives var hans yndlingsserie på tv, og at han i sine yngre dage plejede at ryge sig skæv, mens han så Sesame Street med sine venner i kollektivet (amerikansk børnefjernsyn med dukker a la The Muppet Show)!

Hver uge gennemgår vi et nyt emne inden for tv fx. Soup Operas og Reality TV, Al-Jazeera, Animated TV (The Simpsons og South Park), Sitcoms og Freakshow Television (for bare at nævne et par stykker). Der skal læses en del, og så skal der diskuteres på klassen. Det bliver uden tvivl fantastisk underholdende :-)

Mit tredje og sidste fag 'Inequality and Power' har også været en yderst positiv overraskelse. Faget byder også på ugentlige emner som Race and the human science, Homelessness as social exclusion, Seeking asylum, Rights to health (om HIV/AIDS) samt Aboriginality and Inequality in Australia. 

På samme måde er der en del læsestof på ugens emne, som bliver gennemgået under morgenens forelæsning. Senere på eftermiddagen ligger vores klasseundervisning, hvor vi i grupper diskuterer og derefter præsenterer vores konklusioner for resten af klassen. Vores lærer (også en mand i sin sene alder - oprindelig fra Malaysia) virker enormt oplagt og dygtig, så jeg er alt i alt yderst tilfreds med de fag, jeg har valgt.  



Ingen kommentarer:

Send en kommentar