Ud over motion bliver ventetiden på solen brugt på at læse bøger. De to Morten Sabroe-bøger, jeg fik i julegave, er ved at være læst. Kan i øvrigt anbefales, hvis man er til gribende Gonzo-journalistik!
I dag blev der så investeret i en international bestseller af Stephenie Meyer. Ja, jeg har besluttet mig for at ride med på Twilight-bølgen. Minder serien (om en ung pige, der forelsker sig i en vampyr...) bare en lille smule om Harry Potter, ja så er jeg jo solgt til stanglakrids. Der ud over bliver det godt at komme i gang med at læse engelsk igen, så jeg kan komme i form til skolestart.
Min japanske sambo har fundet andre og mere kreative måder at slå regntiden ihjel på. Hun har været på biblioteket for at leje første sæson af Beverly Hills, som hun ser nat og dag foran fjernsynet i vores fælles stue. Netop nu er hun nået til det afsnit, hvor David inviterer de andre til at bo i hans bedsteforældres hus i Palm Springs i den tro, at de ikke er hjemme, mens Brandon hjælper en lille fattig dreng på Peach Pit.
Jeg skal da være ærlig at indrømme, at jeg har kigget med op til flere gange, når jeg har været nede i køkkenet. Selv påstår Kaori (min japanske sambo), at hun primært ser serien for at forbedre sit engelsk. Jeg beroligede hende straks med, at hun over for mig absolut ikke skulle være flov over at se Beverly Hills!!
PS. En lille hilsen til min mexicanske ven Aleks, som jeg ved bruger 'Google Translate', for at følge med i, hvad jeg skriver om på min blog :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar